Musik, museer og markeder
Den største musikfestival i Oslo hedder Øyafestivalen og har en imponerende line-up i alle mulige musikgenrer, lige fra punk og pop til hiphop og soul! Hvis du foretrækker jazz, skal du tage til jazzfestivalen, som byder på koncerter med jazz, men også blues, gospel og andre beslægtede musikgenrer. Findings Festival er festivalen at besøge, hvis du ikke kan få nok af pop og electronica. Hvis du bare vil have en dejlig aften med live musik, er Blå et rigtig hyggeligt sted. Siden starten har deres mål været at “gøre det usynlige synligt,” og her kan du lytte til kunstnere, som du nok ikke finder mange andre steder. Alle musikgenrer er velkomne, herunder electro pop, jazz og psykedelisk rock. Tag et kig i programmet for at finde ud af, hvad de har planlagt, når du kommer til byen; nogle gange har de for eksempel litteratursamtaler og andre hyggelige arrangementer. Om søndagen afholder de marked, hvor der sælges håndværk, kunstværker, vinylplader og meget mere. På Blå kan du også få god mad, kaffe eller lækre drinks.
Er du kunstinteresseret, bør du styre kursen (eller cyklen, det er supernemt at leje cykler i Oslo) mod Munch-museet. Her er over halvdelen af hans værker udstillet! Når du får lyst til noget sødt, kan du nyde en “Skriget-kage” i museets café. Når du er sulten og har lyst til at socialisere med fremmede, skal du tage til restauranten Ét bord. Der er kun ét bord i restauranten, og alle gæster sidder sammen og nyder nordiske tapas. Fedt!